Lis Sørensen

1.097.990 har besøgt denne side

FACEBOOK

NÆSTE KONCERT

29. juli 2017 / kl. 17:00
GILLELEJE FESTIVAL
GILLELEJE
Billetter til salg - ticketmaster.dk
Se alle koncerter

Bedre Tider

Bedre tider cover

Køb cd’en her

BOOKING

Kaika Music
Egsagervej 14
8230 Åbyhøj
Tlf: 70 23 12 33
www.kaika.dk

ARTIKLER

September 2015

Sørensens forvandling

Som popsanger burde hun som 60-årig for længst have overskredet holdbarhedsdatoen. Men Lis Sørensen har opdaget noget, og nu vil danskerne ikke give slip på sangeren, som går på scenen over hundrede gange om året. Ajour tog til koncert for at forstå, hvad der er på spil.

Af Frank Stokholm

Den 28. juli klokken 17:47 blinker Lis Sørensen ind til siden, bander på blødt århusiansk over Land Roverens dugdækkede ruder og Tisvildes for få og for små parkeringspladser, men kan takket være parkeringssensorerne bugsere det to måneder gamle og 1,8 ton tunge barolosorte køretøj ind til kantstenen.

Regnen er stilnet af, men himmelen er blygrå, og den mobile scene uden for bistroen, som hun stod på aftenen før, driver nu af vand. Der er tre timer og 13 minutter til koncerten skal starte. Den 175 centimeter høje sangerinde styrer hastigt uden om pytterne i flade sko, slidte jeans, kort læderjakke og en lidt overflødig Ray Ban pilotbrille med guldstel og grønne glas skubbet op i panden.

‘Sørensen’, som mændene i bandet kammeratligt kalder hende, passerer en kortere, bredere og på dette tidspunkt bistert udseende kvinde med tjenerforklæde. Om godt en time kommer de første af 110 spisende gæster til treretters koncertmenu til 895 kroner plus vin på Tisvilde Bio Bistro. På cafébordene står glassene på geled, tre vinglas og et vandglas per kuvert, men nu er borde, stole, service, servietter og puder dyngvåde. Halvt arrigt, halvt opgivende prikker tjeneren til en baldakin og mumler nogle svenske gloser, da vandet skvulper over kanten og fosser mod perlegruset. Lis Sørensen standser og udtrykker sin deltagelse, mens hun rutineret vurderer, hvor stor forsinkelse hun skal forvente i aftenens program. Så søger hun indenfor, hvor hendes crew er ved at rigge an til intimkoncert.

Det er 41 år siden, at den 19 årige kvinde fra Brabrand stillede sig ved siden af Anne Linnet i ’Shit & Chanel’, og det er 36 år siden, at Sebastian tog hende med, så hun kunne lægge lyse toner under hans sang. Til den dag, den 13. juli 1980, hvor 1970’ernes troubadour efter et langhåret Bertolt Brecht-sangforedrag i monopoltidens primetime-tv trådte skridtet tilbage og for første gang lagde sine mørke toner under hendes. ‘Stille før storm’ blev 25 årige Lis Sørensens gennembrudssang. Måske var det her, at 1970’erne sluttede og 1980’erne begyndte i dansk musik. Det var i hvert fald hér, Lis Sørensen fik fat. Mere end noget andet blev hun 1980’ernes sangerinde, selvom hun løftede populariteten med ind i 1990’erne. Men som forfattere er også musikere kapslet ind i deres tid. De finder en form, som passer et årti, måske to, og enkelte som Lis Sørensen bliver selv del af det lydspor, som minder mennesker om hvem, de var engang.

Når årtiet er gået, fader sangerne ud; blot ikke Lis Sørensen. Hun står der stadig, aften efter aften. Hun kender hallerne, scenerne, forsamlingshusene, klubberne, havnefesterne og hotellerne landet rundt. Hun laver ikke længere CD’er, der sælger 350.000, men det er der ingen, som gør. De største festivaller satser yngre, men er Skanderborg væk, så samler hun stadig 6000 i teltet i Vig og flere endnu på Langeland. Nogle gange stiller hun med det store festivalhold på syv musikere og fem teknikere, andre gange følger en enkelt guitarist hende til brylluppet, fødselsdagen eller begravelsen. 55.000 kilometer kører hun om året. Sidste år optrådte hun mellem 110 og 120 gange, mere end nogensinde, og de fleste gange runder hun af med sangen, Sebastian skrev til hende, da han sendte hende afsted.

Lydprøve

”Hej Kenneth, hej Jonas”, siger bandlederen og standser op ved lydmanden og yngste guitarist. Bag den lange bardisk i det lave, dybe rum lyder den klirrende lyd af hastebåret service. Nødplanlægningen til aftenens rykind er i fuld gang. Hvor bardisken ender, står instrumenterne allerede klar. En mand med viltert hår og sandaler tæsker trommer. Lis Sørensen hæver stemmen for at overdøve stortrommen: ”Tømmermænd fra i går?”

De plejer ikke at feste igennem. Selv kan Lis Sørensen ikke holde til det længere. Men aftenen før havde de været nervøse før koncerten og euforiske bagefter. Da baren lukkede, åbnede en af Tisvildelejes velhavervillaer for band og crew, til de vaklede mod strandhotellet i solopgangen.

Ingen tømmermænd, lyder meldingen, og ingen spørger chefen til hendes tilstand. Den er dog klart i bedring. Lis Sørensen ved, at hun bliver klar. Turnelivet kræver disciplin, i det mindste hvis man stadig vil være der, når man er 60. Lis Sørensen har gang i fire tennismakkere og hendes vægt svinger stadig mellem de 64 og 67 kilo, den gjorde, da hun brød igennem for 35 år siden.

Det er ikke kun Lis Sørensen, der er langtidsholdbar. Folkene, hun har med sig, har hun haft med sig i både et, to og tre årtier. Indimellem kommer der en ny på, som nu i hendes tremands crew, der kører forud i lastbilen, sætter op, afvikler teknik og pakker ned. Så har Lis Sørensen lige brug for at tage temperaturen på dem. Bandet skal svinge sammen, men det skal crewet også – ellers er der før eller siden færger, som ikke bliver nået og koncerter, som bliver misset. Derfor opholdet i Tisvildeleje, hvor intimkoncerterne ret beset ikke kan finansiere to guitarister, en bassist, trommeslager, sanger, tre teknikere, en lastbil, to personbiler, hotelophold til hele flokken plus en enkelt musikerhustru og et par musikerbørn. Men i Tisvildeleje kan de bade, spise, feste og gå solopgangen i møde.

Lis Sørensen bevæger sig gennem rummet og griber mikrofonen. Hendes stol står, hvor crewet ved, at hun vil have den, og om nogle timer har de også sat vandglasset frem. Manden i sandaler indstiller trommebombardementet. Sørensen taler lidt, fanger lydmandens nik og synger så et B-stykke fuld af fraseringer fulgt af et kendt omkvæd. Lis Sørensen har blik for talent. Sangteksten ‘Forvandling’ blev skrevet af en ung Naia Marie Aidt i 1993, længe før hun fik Nordisk Råds litteraturpris. Nu synger Lis Sørensen så ordene endnu engang, akkompagneret af trommeslageren, som griber de muligheder for samspil, han kan.

Du kan se at jeg tør/Hvile i din åbne dør/En hånd et ord/Vi åbner os for en forvandling.

Lydmand Kenneth Isen nikker igen.

”Jeg er tilfreds”, siger Lis Sørensen, allerede på vej gennem lokalet, ”vi ses til spisning klokken syv”.

Byen og havet

Byer, der ender i havet, er særlige for Lis Sørensen. Tisvilde minder hende om Tversted i Vendsyssel, byen faderen flyttede til, da kræften havde taget hustruen. Ligesom i Tisvilde går vejen i Tversted gennem byen og ender i havet.

Faderen var krigssejler. Under 2. Verdenskrig sejlede han på Atlanten og blev samlet op fra redningsbådene flere gange. I de talløse portrætinterview, Lis Sørensen har givet gennem årtier, lyder den lyse version, at faderen fra krigen videregav en evne til at se hver eneste dag som en gave. En lidt mørkere, men dog ofte gentaget version er, at manden kunne gruble over ting og forsvinde ind i sig selv i dagevis. Et enkelt interview nævner noget om datterens forsøg på at beskytte faderen efter moderens død – Lis Sørensen var 20 – og hvor hurtigt et menneske kan gå i opløsning. Gården i Tversted arvede hun, da hun var 33.

Lis Sørensen kaldes ‘kærlighedens sanger’, men det er faktisk noget, der er kommet til undervejs. I de tidlige år fylder længslen mere, mange af sangene kredser om havet, og gennembrudssangen ‘Stille før storm’ sang hun, har Lis Sørensen forklaret, på sorgen over moderens død.

Mere end dygtig

”Er det i orden, at jeg tager wifebeateren på?”

Trommeslager Claes Antonsen er ny i bandet, så han vil godt lige tjekke dresscoden.

”Du skal se ordentlig ud”, svarer guitarist Jonas Krag. De kender hinanden fra Vild med dans-orkestret ‘The Antonelli Orchestra’, hvor Antonsen er kapelmester. For to dage siden fik Lis Sørensens mand og bandets trommeslager en knæskade. Han har netop været omkring privathospitalet Hamlet for at få en blokade i knæet. Måske bliver han klar til Bornholm om to dage. Der er nok fem trommeslagere i landet, som uden varsel kan træde ind og levere det, Lis Sørensen ønsker. Antonsen landede fra ferie i Grækenland klokken to, fik en mp3 fil med Sørensens repertoire, stillede til prøve i sangerens hjem samme aften klokken ni, og dagen efter gik de på. Det var også derfor, de var så lettede og drak igennem bagefter. Nu er det så anden koncert sammen, og Antonsen sonderer stadig terrænet.

”Jeg tager wifebeateren på. Det bliver varmt i aften”.

Vi er otte ved bordet. To af teknikerne stiller stadig op, og hverken bassist eller den anden guitarist har givet livstegn fra sig siden nattens anstrengelser. Ud over trommeslager, guitarist, sanger, lydmand og reporter er der en medfølgende hustru og to medfølgende børn. Forretten er cremet fiskebisque og laksetartar. Lis Sørensens kvalitetskrav gælder ikke kun musikere, sangskrivere og producere. Det skal være den rigtige mad og den rigtige stemning på hotel og spillested, ellers kommer hun ikke igen. Lige nu taler hun med lydmanden, men guitarist Krag føler behov for at inddrage chefen.

”Han siger, at han vil tage wifebeater på”.

”I går spillede jeg i bare tæer”.

”Du spillede sgu da ikke i bare tæer”.

”Det kan de ikke se bag trommerne”.

Lis Sørensen lytter, mens hun nipper til rødvinen fra Toscana.

”Du må spille i bar mave og badebukser, hvis du vil”, siger hun, ”bare du spiller ordentligt”.

Til hovedret vælger Sørensen en nøddepaneret slethvar med muslinge fume. Rabarbertriflien erstatter hun med en hurtig contada.

”Nå, nu vil jeg op og have noget stramt på”.

Guitaristen følger hende med øjnene, da hun går. ”Se”, siger Jonas Krag henvendt til reporteren, ”nu er hun henne og sige tak. Det gør hun altid. Der er mange, som er dygtige, men hvis du vil have jobbene, skal du også være sød. Ingen får så mange job som Lis”.

Backstage

”Jonas! Har du min læbestift?”

Sangerinden gennemroder tasken for tredje gang. Klokken er kvart over ni, udenfor står casual klædte nordsjællændere i klynger og får luft eller røg inden koncerten. En særligt højrøstet mand i fyrrerne underholder fire andre mænd i fyrrerne om forskellene på firmaets danske og schweiziske afdeling. Her er en del ægtepar, typisk mellem 40 og 60, men med kuvertpriser på kr. 895 før vin og lokaliteten i Tisvilde er feltet selvfølgelig snævret mere ind end det plejer at være, når Lis Sørensen optræder.

Indenfor i et rum ved siden af bistroen leder sangeren stadig efter læbestiften. Hendes sorte løsthængende skjorte med skinnende guldtråde reflekterer lyset. De sorte stilletter løfter hendes højde til 180.

”Jonas! Du fik læbestiften i går!”

”Du fiskede den selv ud af min lomme bagefter”.

”Nå ja”.

”Her, tag min”. Bandets bassist, Jette Schandorf, og hendes mand, guitaristen Poul Halberg, er dukket op til overfladen. (”Hvad har I lavet?” ”Stort set ikke en røv”.) Nu sætter bassisten en pink læbestift foran sangerinden. Schandorf har, til Sørensens højtlydte tilfredshed, iført sig en gennemsigtig sort skjorte og en sort bh. I ‘Lis Sørensen Band’ er det udtalt damerne, som sørger for det visuelle, om end gæstestjernen på trommer, Claes Antonsen, denne aften tilfører herresiden en markant fornyelse med sin dobbeltradede nålestribede habitjakke, hvide jeans og tuxedo sko med sort laksløjfe.

Lis Sørensen behøver ikke varme stemmen op. Når man synger meget, er stemmen ikke langt væk. Det rækker at starte med et stille nummer, hvilket under alle omstændigheder passer sangeren bedst. Publikum skal ikke tromles, men lirkes op og lokkes frem. Sangerens krop behøver lidt mere opvarmning. Hun svajer fra side til side og sætter så hænderne mod en stoleryg og strækker ud.

En tjener kommer ind. De er klar om ti minutter.

”Er der nogle gengangere i publikum fra i går?” spørger Lis Sørensen.

”Vi har set et par stykker”.

Lis Sørensens fingre knipser som kastagnetter, da hun hører svaret. Så kigger hun på reporteren: ”Det er nu, du skal ud”.

Lis Sørensen giver meget, men der er også noget, hun ikke giver. I stakken af gamle interview nævner hun ofte, hvordan hun har kæmpet, mødt mure og ramt huller. Men intet sted kommer hun ind på, hvad det handler om, sådan helt konkret. Af og til strejfer hun temaer som tro, det guddommelige og fornemmelsen af at blive ført. Hun er erklæret kristen, har gennem otte år givet velgørenhedskoncerter i Christians Kirke på Christianshavn med foreløbig over en million kroner indsamlet. Men intet sted, selv ikke i Kristeligt Dagblad, lader hun sig lokke til at blive mere konkret på den tro og de erfaringer, som så tydeligt præger hende. Når spørgsmålene rykker helt tæt på, trækker hun kroppen tilbage og krydser armene. Det er privat.

Sådan er det også lige før en koncert. De sidste ti minutter er bandets egne. De har et særligt ritual. Lige inden de går ind, samles de i ring som et hockeyhold. Så har de en bestemt ting, de skal råbe. ”Det er ikke helligt”, siger Lis Sørensen, ”men det er privat”.

Publikums forvandling

Allerede før de gik på, var her varmt. Døren sidder længst fra scenen, men efter gårsdagens klager fra naboer tør restauratøren ikke åbne den. Lis Sørensen starter stille. Efter et par numre kommer bassisten på. Trommeslageren lægger snart den dobbeltradede habitjakke og sidder i wifebeater. Poul Halberg, som kort inden koncerten lige havde trukket hustruen til side og meddelt, at ”i aften bliver guitaraften”, tager fat i sin hvide Fender Stratocaster og den gule Gibson fra 1967, samme år som medguitarist Krag blev født. Når Halberg siger guitaraften, så mener han guitaraften.

Lis Sørensen arbejder med armene, og får publikums svajende arme tilbage. Halve sætninger synges ind i mikrofonen, som rækkes frem til publikums svar.

”Havet er”, synger hun, og koret svarer: ”Så blåt som et øje kan se”.

”Aldrig vil jeg glemme det jeg så. Livet kom…”

”Og tog mig tilbage igen”, svarer koret.

”Aldrig vil jeg glemme havets blå. Verden er i farver nu”, synger Lis Sørensen.

Sangene er for længst flyttet ind i publikum, men stadig er de Lis Sørensens, og hun ved godt, hvad de handler om. Hendes stemme er ikke 25 år længere, men den er heller ikke 60. De lange, høje, rene toner, hun brød igennem med, har hun ikke på samme måde. På de lyseste toner iblander hun mere luft, og den klare klang erstattes ofte af fraseringer. Stadig har hun rigtigt meget, og alt rigeligt denne aften i Tisvilde. Og alderen har også givet noget. En måde at møde mennesker på, og en erfaring. Da en bas sætter ud og instrumenterne falder fra et for et, til der kun er en rytmeguitar på sin ensomme vej ud i de sidste akkorder, samler Lis Sørensen op. Rytmisk dirigerer hun i mikrofonen. ”Vi har mistet en bas, men vi spiller videre. Om lidt vil Finn, vores backstage mand, komme med en ny bas”, siger hun, mens først trommer og så endnu en guitar kobler sig på. ”Hvor er Finn? Der er Finn. Giv Finn en hånd! Og der er bassen, og vi starter 1-2-3-4: Og jeg har båret skygger med/Fra en anden tid/Nu har du åndet på mig/Så de blev/Til hvide stjerner/Og lyser mens jeg går/Lyser mørket op og får/Billeder af hvordan det kunne blive.

Da hun når til omkvædet, er publikum med som kor:

Du kan se at jeg tør/Hvile i din åbne dør/En hånd et ord/Vi åbner os for en forvandling.

Langs væggen står folk på bænkene. Mavesvære mænd i halvtredserne danser. Lis Sørensen vil have dem tættere på, og tættere på. Meget af det hun siger, siger hun altid, og publikum ville ikke opdage det, hvis hun var skuffet. Men lydmanden kender hende. Han kan høre det i fraseringerne. Når hun synger, som hun gør denne aften i Tisvilde, så er det en god aften. ”Lis kan godt lide at få folk tæt på”, siger han.

En uventet groupie

Efter koncerten bliver hun i rummet. Det gør hun altid. I kulturhusene og sportshallerne landet over plejer hun at blive siddende på scenekanten en halv times tid, mens teknikerne pakker ned. Så kommer folk, taler lidt, rører lidt. Bliver det for meget, og det gør det i et enkelt tilfælde i Tisvilde, så har hun ikke noget problem med brat at skære af og gå væk fra den typisk vel insisterende og vel berusede mand.

Mens hun står der, og lader folk komme tæt på, tænker reporteren på en sætning, Lis Sørensen er vendt tilbage til nogle gange henover dagen: ”Du er, hvad du gør”.

Bagefter i musikernes private rum virker de ikke som fem trætte spillemænd nogle minutter efter midnat, snarere som et sejrende hockeyhold.

”Så I parret til højre; dem der dansede?” spørger Lis Sørensen.

”Der var også et par til venstre”, siger Jette Schandorf, bassisten.

”Til venstre?”

”De dansede også”.

Lis Sørensens mand gennem 27 år måtte blive hjemme i aften, men man skal ikke gå mange sangtekster igennem for at ane, hvornår skiftet i hendes udtryk kom. Når hun optræder, lægger hun særlig energi i at få de mest trætte eller tilbageholdende ægtemænd ud og danse med konen.

Trommeslager Antonsen er ved at tage habitjakken på, da han retter blikket mod Lis Sørensen og siger noget faktisk upassende: ”Hold kæft hvor er du god!”

Der bliver stille. Antonsen har spillet med Chuck Berry, Grace Jones og er fast mand hos Thomas Helmig (som privat underholder om, hvordan hans trommeslager insisterer på at spille i wifebeater). Antonsen er en af de fem, man kan ringe til, når det brænder på. Og nu står han her og lyder som en anden groupie.

”Øh, tak”, siger sangerinden.

”Ja, undskyld, jeg ved godt, det måske lyder mærkeligt, at jeg siger det”, siger Antonsen, ”men i den her situation giver du en tryghed, som mange andre ikke ville have givet. Og det er vildt som publikum har tage dine sange til sig. Så du hende foran?”

”Hende der var så bevæget?”

”Hun græd”, præciserer Jette Schandorf, ”der løb en tåre ned ad kinden”.

Lis Sørensen er stille. Det er alle. Energien er brugt. Sangerinden smutter på badeværelset og vender tilbage i jeans og sweater. Restauratøren kommer og siger tak. Lis ringer til manden; hun er på vej. Så opløses selskabet.

To dage efter er der en ny koncert på Bornholm.

 

 

Blå bog

Født 28. maj 1955 i Brabrand ved Århus, hvor forældrene drev planteskole.

Uddannet som musikpædagog på Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus.

Debuterede som treårig, hvor hun stemte dørklokker og sang ‘Se Den Lille Kattekilling’ for enhver, der ville betale. Som 11-årig indspillede hun og pigegruppen ‘De Fem’ deres første single, ‘Cirkushesten Claus’, som året efter fulgtes op af singlen ‘Ej Sikkelej Sikkeladetus’.

Var i 1974 medstifter af ‘Shit & Chanel’, og sang året efter kor på Gasolins ‘Kvinde min”.

Debuterede som solist i 1983 med albummet ‘Himmelen Ned på Jorden’. ‘Hjerternes Sang’ fra 1989 solgte 350.000 eksemplarer. Samlet har Lis Sørensen udgivet 11 studiealbum, fire opsamlingsalbum og et livealbum. Næste CD ventes foråret 2016.

Er gift med trommeslager Jan Sivertsen. Parret bor i Gentofte og har en søn på 23.