Lis Sørensen

2.831.005 har besøgt denne side

FACEBOOK

NÆSTE KONCERT

22. marts 2024
DET MUSISKE HUS
FREDERIKSHAVN
UDSOLGT
Se alle koncerter

Bedre Tider

Bedre tider cover

Køb cd’en her

BOOKING

Kaika Music
Egsagervej 14
8230 Åbyhøj
Tlf: 70 23 12 33
www.kaika.dk

BIOGRAFI

_T3P0698_

LIS SØRENSEN

Født 28. maj 1955 i Brabrand.
Sanger, sangskriver og komponist.

Albumudgivelser:
1983: Himmelen ned på jorden
1985: Lis Sørensen
1987: Sigøjnerblod
1989: Hjerternes Sang
1991: Vis dit ansigt
1993: Under stjernerne et sted
1995: Du ka’ få mig til alt
1998: Kærtegn
2000: Rose
2003: Nærvær og Næsten
2005: Con Amor
2010: For Kærlighedens Skyld
2017: Bedre Tider

Opsamling:
1996: Ind til dig igen – Sørensens bedste

2007: De allerstørste sange

2013: På sådan en morgen

Fire årtier med Lis Sørensen

Generationer af danskere er vokset op med Lis Sørensens stemme og sange. Gennem fire årtier har hun præget dansk musik, og med over 100 optrædener om året er hun så aktiv som nogensinde. Til koncerterne kan hun trække på et enestående bagkatalog af hits, som for længst er blevet folkeeje. Sange som Tæt på ækvator, Fuld af nattens stjerner, Mine øjne de skal se, Verden er i farver, Stille før storm og Forvandling er blevet en del af danskernes fælles lydspor, og hele tiden lægger Lis Sørensen nye sange til. Det seneste, På sådan en morgen fra 2013, har solgt til dobbelt platin. Hendes næste album lanceres i 2016.

Lis Sørensen er født i Brabrand den 28. maj 1955 og uddannet som musikpædagog ved Det Jyske Musikkonservatorium i Aarhus. Livsbanen som sanger skinnede tidligt igennem. Som treårig gik hun fra dør til dør i nabolaget og sang mod betaling. I skolen dannede hun pigegruppen De Fem og indsang som 11-årig sin første plade, singlen Cirkushesten Claus.

En bredere offentlighed fik første gang færten af et usædvanligt sangtalent, da Lis Sørensen som 18-årig sammen med blandt andet Anne Linnet dannede kvindebandet Shit & Chanel. Orkestret efterlod et varigt aftryk i dansk musik, dels som startpunkt for Linnets og Sørensens bemærkelsesværdige karrierer, dels for hits som Smuk og dejlig.

Lis Sørensens særlige stemme gjorde hende hurtigt til en efterspurgt korsangerinde i en række af tidens orkestre, fra Henrik Strube Band over Gnags til Gasolin, hvor Lis Sørensen medvirkede på Kvinde min. Lis Sørensen har bidraget til over 100 album udgivet af kolleger eller som medlem af grupper. I eget navn har hun udgivet 16 album.

Centralt i Lis Sørensens karriere står mødet med Sebastian, i hvis band hun sang fra 1979 og ti år frem. Hendes definitive folkelige gennembrud kom den 13. juli 1980, hvor hun på DR første gang fremførte sangen Stille før storm, en sang Sebastian skrev til den da 25-årige sangerinde. Sangen er optaget i Kulturministeriets musikkanon.

Efter et mellemspil i Anne Linnet Band fra 1980 til 1982 trådte Lis Sørensen i 1983 endelig frem som solist med albummet Himmelen ned på jorden. Albummet fulgtes af albummene Lis Sørensen i 1985 og Sigøjnerblod i 1987, inden Lis Sørensen i 1989 med 350.000 solgte eksemplarer af albummet Hjerternes sang placerede sig som en af de bedst sælgende sangerinder herhjemme nogensinde.

Lis Sørensens musikalske udtryk er forankret i poprocken, men trækker på mange traditioner. Hun har ofte søgt uventede og kontroversielle veje i sit kunstneriske udtryk. Da Lis Sørensen vedkendte sig arven fra Sebastian og i år 2000 indspillede albummet Rose med fortolkninger af Sebastians sange, krævede det et opgør med og skift af pladeselskab. I 2001 udgav hun countryalbummet Girls Night Out sammen med Sanne Salomonsen og Tamra Rosanes. I 2005 var latino-inspirationen tydelig på albummet Con Amor.

Lis Sørensen er selv både sanger, sangskriver og komponist, og hun har gennem karrieren arbejdet sammen med en række af tidens bedste komponister, lyrikere, producere og musikere. Mere end en million album har hun solgt gennem karrieren, og med årene har Lis Sørensen indset, at hendes virkelige drivkraft er mødet med publikum. Når hun fra scenen mærker sangene tage fat i publikum, så tager de også fat i Lis Sørensen selv. Disse øjeblikke opsøger hun, og derfor optræder Lis Sørensen nu efter fire årtier mere flittigt end nogensinde før.

Af Frank Stokholm